Sådan får du bugt med hår, lugt og urinpletter fra dyr
10/10/2016 Fanny 0 Comments
Hvis du har husdyr som katte, hunde eller andre pelsede dyr, så har du sikkert oplevet at stå med rengøringsopgaverne. Man får hår, pletter, og lugt mange steder som man måske ikke lige ønsker. Derfor har vi lavet denne lyn guide til de forskellige opgaver og om hvordan du kommer dem til livs.
Derfor bliver der beskidt
Hvis du har et dyr som har adgang til at komme udenfor, så er det nemt at få slæbt en masse unødvendigt snavs ind i huset.
Det samme gælder hvis dyret sover et bestemt sted i boligen, den har måske sin egen seng eller også sofaen. Man skal være opmærksom på at i sommermånederne huserer lopper og tæger og det betyder at de kan komme med ind i huset. Derfor tjek jævnligt pelsen igennem for lopper og tæger.
Hvis man finder lopper, skal man få behandlet sit dyr med loppemiddel, det kan købes hos dyrlægen, dyrehandler og på apoteker. Der findes flere forskellige slags. Gør derefter grundigt rent med støvsuger, husk at smid posen ud så de ikke hopper ud igen. Vask tæpper, sengetøj m.m. på min. 60 grader. Undersøg at du har fået det hele med et par dage senere, ellers gentag.
Ved tæger, kan de pilles ud med en tægetang, en pincet eller ved at smører lidt olie på og lade den slippe. Man kan også tage den med fingrene hvis man kan få ordentligt fat. Husk at få hovedet med ud, da det er boret ind i huden på dyret. Se efter at du har fået alt med ud ved at sprede pelsen mellem to fingre.
Dyrehår
Kan fjernes på forskellige måder. Der findes også udstyr der kan gøre opgaven nemmere. Det kan købes i dyrehandler, byggemarkeder m.m. afhængigt af hvad det er er. Mange dyrehandler sælger også ekstra kraftige støvsugere og mundstykker til netop opgaverne med dyrehår.
- Man kan få et mundstykke til en støvsuger, der gør det nemmere at suge hårene op eller antistatisk middel man sprøjter på overflade, hvor dyrehåret tydeligt ses. Det kan fx. være fjernsyn eller glatte overflader med høj glans. Så de ikke kan sætte sig fast. Men det betyder bare at det sætter sig et andet sted.
- Støvsug godt på gulvet, tæppet eller møblerne, gentag bevægelserne så man kommer godt i bund. Nu er håret støvsuget op i posen, skift posen når den er fuld.
- Spray antistatisk middel efter anvisningerne på de udsatte områder og brug dette igen når effekten forsvinder. Se altid vejledningen bag på flasken og undgå at overforbruge dette. Spray altid væk fra dig selv samt dyr.
- Man kan også støvsuge med den lille tilhørende børste som er med en støvsuger normalt. Eller sætte en strømper på det lille støvsugerrør og suge støv og hår af fjernsyn uden at ridse.
- Børster som samler håret i en bunke og klædebørster, dem som er med et rødt velour betræk, hvor man nemt med fingrene kan tage håret af og smide det ud. Det er dog et stort arbejde, så det er mere til tøj eller møbler.
- Børst dyret godt igennem hele pelsen og tag hårene af med fingrene og smid det i skraldespanden.
- Klædebørsten kan tage hår af tøj, møbler og andre polstrede overflader. Skrab håret væk med den røde velourside. Saml det med fingrene og smid ud i skraldespand.
- Så er der fnugruller som er det mest effektive. Det kræver dog mange lag klisterpapir, da de hurtigt bliver fyldt op med hår. Det samme gælder for den klassiske med gaffatape eller pakketape.
- Fnugrullen køres frem og tilbage på det berørte stykke, skift tit klisterpapiret så det får mulighed for at samle hår
- Ved gaffatape og tape, det vikles om hånden eller en træklods, grydesvamp med klistersiden ud af. Så stryger man hen over de udsatte områder og skifter papiret undervejs.
Urinpletter
Der er som regel en grund til, at et dyr kommer til at tisse et sted som den ikke burde. Derfor er det altid en god idé at undersøge hvorfor den pludselig gør det, så man kan forebygge problemet. Det kan være den ikke er blevet renlig endnu, har et adfærdsproblem, inkontinens, nervøs, alene, bange, usikker, dominans, eller har en sygdom der gør at den ikke kan lade være med at tisse. Ofte er det gerne de samme steder som dyr tisser. Når uheldet er sket, kan man gøre forskellige ting for at fjerne pletterne:
Gulve:
- Hvis det er på trægulve der er ubehandlet kan det anbefales at bruge sæbespåner, med en hurtig aftørring, så det ikke efterlader mærker.
- Ludbehandlet gulve kan tørres over med en universalrengøring eller Rodalon Indendørs som skal blandes op i vand. Brug 2 liter vand til 1 dl Rodalon. Vask over med en klud eller blød børste.
- Gulve med tæpper kan være vanskelige at rengøre, her kan man prøve at benytte pletfjerner, som sprayes direkte på pletten, lad det virke og tør efter med en fugtig klud. Husk at teste et område hvor det ikke er synligt først, for at se hvordan tæppet reagerer på pletfjerneren.
- Man kan også prøve med en opløsning af eddikesyre 10% blandet med vand. Bland 2 liter vand til 2 dl eddikesyre, igen er det nødvendigt at teste på et område der ikke er synligt først. Fugt pletten godt til og lad det virke et par minutter, tør derefter pletten med en ren fugtig klud og sug det overskydende vand op med køkkenrulle eller et viskestykke.
- Brug en spray beregnet til opgaven, de er gerne at finde i dyrehandler og findes i mange varianter og priser. Spørg til råds i din nærmeste handel.
- Tæppe- og tekstilrenser kan bruges hvis man ikke kan gøre andet med pletterne. De kan lejes hos nogle rengøringsmidlerforhandlere og byggemarkeder. Her skal man følge vejledningen til maskinen.
- Gulvafslibning, kan være nødvendigt hvis urinen er gået gennem tæppet eller bare direkte på gulvbrædderne. Her kan man leje en maskine eller få et firma til at komme og slibe gulvene. Det er en dyr løsning, og det kan anbefales at man først får løst problemet så man ikke skal have det slebet igen.
Vær opmærksom på at holde øje med at der ikke går mug og råd i træ eller tæppe, det kan være sundhedsskadeligt.
Tekstiler:
Dyner, puder, sengetøj, tøj og tæpper er blandt de tekstiler der kan være udsatte for urin. den simple måde er at vaske det der har fået pletter på sig, på et almindeligt vaskeprogram efter anvisningerne. Hvis der stadig er pletter eller lugt, kan man prøve at bruge en klar husholdningseddike 5%, som kan købes i supermarkeder. Den smitter ikke af på tøjet hvis man køber den klare udgave i stedet for den brune, der indeholder sukker og karamelfarve. Læg tøjet i vaskemaskinen, tilsæt 2 dl eddike i skyllerummet og start vaskemaskinen på et almindeligt program. Gentag behandlingen hvis nødvendigt.
Dårlig lugt
Hvis der er kommet en ubehagelig lugt, kan man prøve at finde årsagen først, og derefter bruge forskellige virkemidler.
- Antibakteriel luftrenser, har den funktion at den renser luften for bakterier, og dermed den luft som bakterier udskiller. Det kan købes hos nogle rengøringsgrossister og byggemarkeder.
- Duftfrisker – kan fås i et hav af forskellige dufte, så det er med at finde en man foretrækker. Det er dog ikke så godt at indånde, så sørg samtidig for at lufte ud. Spray aldrig på møbler eller andre levende væsner. Og væk fra dig selv.
- Udluftning, den billigste måde at komme af med en dårlig lugt. Åbn vinduerne og luft ud i ca. 2 timer dagligt, tag højde for årstiden. Det gavner også indeklimaet og dit velvære.
Det er selvfølgelig dejligt at have dyr, men det kan også være en tidsrøver i rengøring. Derfor har vi lavet disse tips til hvordan du nemt får løst opgaverne. Hvis du har flere gode tricks, så efterlad en besked i kommentarfeltet.